Virum Motor Co. A/S

Børnecykelløb mærker Tour de France-effekten

Siden Jonas Vingegaard vandt Tour de France første gang, har de danske cykelklubber fået næsten 50 procent flere medlemmer under 18 år. Den udvikling genkender Škoda Danmark, for der er 25 procent flere deltagere i årets Škoda BørneTour – som starter igen fredag den 9. august, efter en kort sommerpause.

Jonas Vingegaard, Cecilie Uttrup Ludwig, Mads Pedersen. Det er bare nogle af mange danske cykelstjerner, som børn og unge kan se op til i disse år. Og det gør de. I hvert fald har de danske cykelklubber oplevet en tilstrømning af børn og unge, som kører landevejscykling, siden Jonas Vingegaard i 2022 fightede sig til den første af sine to Tour de France-sejre. Inden da havde de danske cykelklubber 931 medlemmer under 18 år, mens der ved udgangen af 2023 var 1.360 medlemmer. Altså en stigning på 46 procent. Det viser statistik fra Danmarks Cykle Union.

Det er en udvikling, som Škoda BørneTour, der bliver arrangeret i samarbejde med blandt andre Danmarks Cykle Union og lokale cykelklubber, genkender.

”Der er en tydelig ‘Vingegaard-effekt’. Vi oplever ekstra stor interesse for Škoda BørneTour i år. På nuværende tidspunkt, hvor Škoda BørneTour har været i 15 af 24 byer, er der allerede 25 procent flere deltagere i forhold til samme periode sidste år,” siger Thomas Bruun, direktør for Škoda Danmark.

Næste generation cykelstjerner

En af ambitionerne med Škoda BørneTour er netop at så frø, som sidenhen kan spire i de lokale cykelklubber og måske vokse til næste generation danske cykelstjerner. Præcis som Jonas Vingegaard som dreng trådte sine pedaler i Thy Cykle Ring, og Mads Pedersen kørte kilometer efter kilometer i Holbæk Cykle Klub.

Men på den korte bane handler Škoda BørneTour helt enkelt også om at få børn og unge til at køre mere på to hjul i hverdagen – i stedet for at lade sig transportere på fire.

Adskillige undersøgelser viser, at børn cykler mindre end tidligere. F.eks. viste en undersøgelse fra Cyklistforbundet og Alle Børn Cykler Alliancen i 2022, at der siden 2014 er sket et fald i antallet af børn, som cykler til skole, og fire ud af ti forældre svarede, at deres børn slet ikke havde cyklet den seneste måned.

Får flere til at vælge cyklen

Den udvikling vil Škoda BørneTour være med til at vende. I år er det fjerde år i træk, at børnecykelløbet for nybegyndere bliver afviklet, og noget tyder på, at det har en positiv effekt. Sidste år cyklede flere end 6.500 børn i 18 byer – med cirka lige så mange forældre/publikummer – og 47 procent af deltagerne har siden tilkendegivet, at de er blevet inspireret til at bruge cyklen mere i deres dagligdag.

“Vi er glade for, at Škoda BørneTour ikke alene giver børn og unge en sjov cykeloplevelse på dagen, men også gør en forskel i familierne bagefter. Mange af os cyklede til skole og fritidsaktiviteter, da vi var børn, og det er positivt, hvis vi som forældre kan give de samme gode vaner videre til vores børn. Vi har en stærk cykelkultur i Danmark, og selvom Škoda lever af at sælge biler, vil vi være med til at bevare den. Cyklen bør spille en hovedrolle i vores hverdag,” siger Thomas Bruun.

Stadig muligt at tilmelde sig

Alle børn og unge i alderen 3-15 år kan være med i Škoda BørneTour – uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau. Distancerne er overkommelige, og der er præmier til alle. I år er Škoda BørneTour indtil nu blevet afviklet i 15 byer, og sensommerens løb starter fredag 9. august i Vejle, hvorefter der vil blive kørt løb i Herning, Roskilde, Holstebro, Silkeborg, Charlottenlund, Ballerup, Nakskov og Værløse.

“Det er stadig muligt at komme med til løbene, så hvis man vil have nogle hyggelige timer – og få brændt noget energi af – er det bare at gå ind på skoda.dk og tilmelde sig,” opfordrer Thomas Bruun.

Om Škoda BørneTour

Škoda BørneTour afholdes i et samarbejde mellem cykelklubber, kommuner, Danmarks Cykle Union, Škoda Danmark og Frog Bikes i byer over hele landet.

BørneTour har kørt siden 2021. Sidste år deltog flere end 6.500 børn og unge.

Læs mere om Škoda BørneTour, og se alle events på: www.børnetour.dk

Følg Škoda BørneTour på facebook: www.facebook.com/boernetour

Følg Škoda BørneTour på instagram: www.instagram.com/boernetour/


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk